Kære forældre, I er ikke livets centrum. Det er jeres børn.

Mange moderne forældre er egoister og langt mere barnlige end deres egne børn. Det viser den seneste tids debat i Politiken.

Først var der den selvvalgte enlige mor til et donorbarn. Hun havde bevist valgt at få et barn med donorsæd fra en anonym mand. Begrundelsen var, at kvinden havde for mange brudte forhold bag sig, og ville ikke udsætte sit barn for et eventuelt brud med barnets far. Barnet skulle ikke opleve det savn, man får, når man pludselige ikke skal se sine forældre hver dag. Men hvem er det lige, hun prøver at beskytte? Barnet, som ikke må få en faderfigur i sit liv? Eller sig selv, fordi det naturligvis er hårdt at skulle dele sit barn med en anden i hverdagen, weekender og ferie?

Dernæst var der historien om, at konflikterne mellem fraskilte forældre bliver større og større. Samarbejde mellem forældre om deres fælles børn bliver mere problematiske. Måske fordi begge forældre i højere grad end tidligere kræver samvær med deres børn. Kommunerne oplever i stigende grad, at der er behov for konfliktrådgivning mellem skilte forældre. Fordi forældrene ikke kan finde ud af at løse deres problemer selv. I stedet for at sætte barnets behov for en tryg barndom med to hjem i centrum. Så sætter forældrene deres egne egoistiske behov i centrum.

Fælles for de to historier i Politiken er, at forældrene har glemt, at det er få børn, ikke handler om de voksne men om børnene. Som forældre må man tilsidesætte sine egne behov og skabe rammer, som giver barnet de bedste betingelser for at leve det liv, som barnet ønsker. Når en mor fravælger barnets ret til at kende sin far, eller når fraskilte forældre ikke kan give barnet ro til at nyde tiden sammen med sine forældre hver for sig, så handler det om egoisme og barnlighed fra forældrenes side. Savn og kærlighed er en del af livet. Det skal børnene lære, fra de er helt små. Og det skal forældrene åbenbart også lære. Vi har alle lidt savn og tab af kærlighed. Når et kæledyr skal aflives, når en ungdomskæreste slår op, eller når forældre ikke kan leve sammen. Det er alt sammen med til at give barnet eller den unge en lærdom om livets mange facetter. Livet er en dans på roser – fyldt af torne, som lærer os at træde varsomt. Men ikke mindst lærer os, at savn og tårer er en den del af livet, som gør os stærkere som mennesker.

Selv er jeg skilsmissebarn. Og nej ingen skilsmisser er lykkelige. Jeg har mange gange, da jeg var barn, inderligt ønskede, at mine forældre fandt sammen igen. Men det gjorde de ikke. Så weekender og ferie blev holdt på skift. Når jeg var hos min far savnede jeg min mor og omvendt. Men der er også mange gode ting ved at være skilsmissebarn. Flere ferie, mere nærværende forældre og ikke mindst forældre, som er glade hver for sig i stedet for ulykkelige sammen. Men grundstenen i det gode forældreskab – uanset om man lever sammen eller hver for sig – er forældrenes positive samarbejde om at give barnet de absolut bedste betingelser for, at barnet kan leve sit liv efter sine egne ønsker.

At få børn er et kæmpe ansvar, som går langt ud over ens egne forestillinger om det gode liv.  At få børn handler om kærlighed, tillid og respekt om barnets ret til at skabe sit eget liv med masser af relationer til voksne mennesker. Egoistiske og barnlige forældre må tage sig sammen og spørge sig selv, hvem det egentlig er, de prøver at beskytte.

About these ads