Når man vælger at forsvare en skattereform med at liste op på sin blog, hvorfor vi ikke skal ha’ en borgerlig regering tilbage, så er der sgu da noget i vejen. Ærlig talt. Ikke desto mindre er det Zenia Stampes forsvar for en skattereform. En skattereform, der selvsagt burde ha’ været indgået med Enhedslisten. Stampe bør i sagens natur være glad for skattereformen, den er trods alt blå.
Jeg er derimod dybt skuffet og sur over, at regeringen valgte at gå til højre frem for til venstre i skattereformsaftalen. Nok er der flere gode elementer i aftalen indgået med de borgerlige, bevares. Men det opvejer ikke det faktum, at det bliver de ledige og handicappede, der skal betale for skattelettelser til toppen. Nedreguleringen på overførselsindkomsterne er ikke rød politik. Uanset hvor mange gange Thor Möger står og prøver at forklare, at aftalen er rød og socialt balanceret, så ændrer hans ord ikke på realiteterne. Og når han samtidig står og bebrejder Enhedslisten for, at aftalen med dem røg i vasken er selvforskyldt, så ryger hans troværdighed. I hvert fald når man har Lars Løkkes Rio-stunt i relief. Manden havde trods alt meldt sit parti ud af forhandlingerne – men det er åbenbart en anden sag. Hvis denne skattereform er resultatet af et bredt samarbejde henover midten, så skal jeg være den første til at ønske blokpolitikken tilbage.
For at vende tilbage til Stampe, så kan jeg kun give hende ret i, at de vigtige ting hun remser op, skal vi for Guds skyld ikke ha’ tilbage til Danmark. Og langt hen ad vejen mener jeg også, at man ikke må lade det bedste stå i vejen for det næstbedste, når det gælder politiske beslutningsprocesser. Men det som frustrerer mig ubeskriveligt meget i denne situation er, at regeringen havde muligheden for at vælge en bedre løsning. Vælge en solidarisk skattereform. En rød skattereform. En skattereform, hvor man kunne indfri mange vælgeres forventninger; vælgere som har givet deres stemme i håb om en ny politik. En venstreorienteret politik. Og man kan hverken bebrejde dem eller Enhedslisten, hvis de føler sig overhørt og ikke støtter op om den nuværende regering til næste valg.
Jeg håber brændende, at Socialdemokraterne og SF fremadrettet vil gøre en aktiv indsats for at føre en rigtig rød politik. Det var derfor mange af os gav disse partier vores stemme. Når de borgerlige kan poppe champagne og ryge cigarer over en aftale indgået med regeringen, imens et af regeringspartierne på samme tid er ved at gå i opløsning indefra, så burde store røde alarmklokker blinke og bimle: Og reageres på prompte!
Det virker som om politikerne tror vælgerne er dumme:
- De tror at deres ord skaber virkeligheden og de derved bare skal gentage sig selv nok gange, så tror vælgerne på dem.
- Hvis vælgerne straffer dem for deres politik i meningsmålingerne, så er det fordi, at politikerne ikke har forklaret sig selv “godt nok”. Hvilket giver 2 muligheder: a) at politikerne ikke kan formulere sig, hvilket er lidt svært at tro på, så meget som de bruger deres sprog til dagligt. b) Vælgerne er dumme. (mulighed c er selvfølgelig at vælgerne reelt fatter hvad der sker, men ikke er enige… den mulighed kan bare ikke trænge ind til en politiker, fordi deres egne ord skaber deres egen virkelighed).
Ja, jeg er desværre fuldstændig enig. Det er synd og skam. Særligt fordi S og SF har tendens til at udmærke sig på dette område (med undtagelse af eksempelvis Nick Hækkerup som i mine øjne er en fantastisk kommunikatør:) ). Men der bliver højst sandsynligt tid til selvransagelse på et tidspunkt. Og det kan måske være meget sundt…