Demos Kratos! Er der noget, som vi i Danmark kan enes om at hylde, så er det vores demokrati. Siden Frederik 7. satte sin underskrift på den første danske grundlov i1849 og gjorde Danmark til et konstitutionelt monarki, har demokratiet blomstret i vores lille land. På tværs af politiske overbevisninger deler mange af os nogle af de samme bærende grundelementer, som er medvirkende til vores selvforståelse som danskere, vores retfærdighedsforståelse og vores menneskesyn.
Når vi ser ud over landets grænser, er vi hurtige til at dømme og fordømme, når eksempelvis menneskerettigheder bliver brudt eller når ytringsfriheden bliver krænket. En stærk retfærdighedssans er beundringsværdig. Men nogle gange, så skal retfærdighedssansen simpelthen transformeres over i handlinger, i stedet for flotte ord, der klinger hult i en passiv politikers mund. De danske politikere står over for et vigtigt politisk valg i Danmark: Skal de boykotte EM-slutrunden i Ukraine? Svaret burde være et soleklart JA! Selvfølgelig skal danske politikere ikke befinde sig på nogen som helst tilskuerbænk i Ukraine så længe den forhenværende præmiereminister og en af lederne af den demokratiske Orange Revolution, Julia Timosjenko, sidder fængslet og udsættes for totur.
Timosjenko var den eneste farlige modkandidat til den nuværende præsident Viktor Janukovitj. At hun bliver fængslet, kort tid efter Janukovitj vandt valget over ’de orange’ lugter langt væk af, at Janukovitj ønsker hende ude af det politiske magtspil. En situation, som ligger milevidt fra det demokrati, som vi hæger og værner om.
Regeringen siger, at de vil afvente en fælles europæisktruffet beslutning om, hvorvidt ministrer i EU skal boykotte EM-slutrunden i Ukraine. Venstre, eller Kristian Jensen, skriver på sin Twitter, at Danmark ikke skal boykotte EM-slutrunden overhovedet. Hvad er det for en regnormsholdning, der udvises af vores folkevalgte? Flemming Møller Mortensen sagde i en debat med Per Stig Møller på P1 d. 3. maj, at man ønsker en koordineret indsats: For hvem vil lægge mærke til, om Danmark blev væk? Samtidig påpeger han, at Socialdemokraterne ønsker at adskille politik og sport. Jeg håber inderligt, at ét af udsagnene var en fortalelse. Jeg er enig i, at en fælles indsats fra hele EU virker langt stærkere, end hvis et lille land som Danmark alene laver en boykot. Men jeg er lodret uenig i, at vi skal betragte Danmarks enegang som nytteløs. Er denne tanke tilfældet, har demokratiet lidt et uopretteligt nederlag. Med hensyn til at blande politik med sport er jeg enig. Men jeg har en anden forståelse af adskillelse end Flemming Møller Mortensen. Til min store overraskelse sad jeg til gengæld og var enig med Per Stig Møller. Det må siges, at være første gang. Står det til Per Stig Møller, så skulle der ikke være nogen officiel repræsentation fra Danmark. Hermed ikke sagt, at det danske landshold skal boykotte EM-slutrunden i Ukraine, hvis dette bliver aktuelt. Jeg er enig. På den måde adskilles politikken fra sporten, og Danmark accepterer ikke stiltiende den uretfærdige behandling af Julia Timosjenko.
Der er for mig at se ingen grund til at sende danske politikere ned til de ukrainske fodboldtribuner. For det første, taler vi om et land, der er medlem af EU – vi kan umuligt ignorere, for slet ikke at tale om at acceptere, mishandling af en politisk fange i et land, som også bor i Europa. For det andet, kan vi på ingen måde vende det blinde øje til en problemstilling, som offentligt er fremsat af Tysklands kansler Angela Merkel. Merkel, som bragte problemstillingen ind i den politiske diskurs – og offentligt og tydeligt lægger afstand til det, som foregår i Ukraine. Hvis Danmark vælger at boykotte, lægger vi os altså ikke ud med en europæisk økonomisk stormagt som Tyskland, men (hvilket nok ikke sker) med et land, der økonomisk ingen trussel er for Danmark – og hvis demokratiske forståelse stadig er en by i Rusland. Det er langt mindre økonomisk risikabelt at boykotte EM-slutrunden, end det eksempelvis var at boykotte OL da det blev afholdt i Kina i 2008. (dengang ville de Konservative ikke fortage en boykotning, trods der i et endnu større omfang blev gjort vold på menneskerettighederne.)
Jeg kan ikke se, der er andet at tabe, end at nogle offentlige personer nødsages til at følge slutrunden hjemme fra stuen. Og når der er så lidt at miste, så giver det absolut ingen mening, at vores politikere ikke har nosser til at banke i bordet og sige fra over for et land, som groft krænker de værdier, som vi hædrer og hylder.
Vive Demos kratos…eller…
Bjarke Dahl Mogensen
Camilla Schwalbe
Emil Postelmans-Vasbo
Alexander Grandt Petersen
Henrik Aarestrup
Jonas Manthey Olsen
kasperhojte
Kasper Sand Kjær
Lars Wernblad Hansen
Lea Wermelin
Lotte Cederskjold
Maja Højgaard
Marie Borum Pedersen
Mathilde Illum Aastrom
Mette Laurberg Jensen
Michael Johnson
Morten Skov
Nadja Lund Kern
Anne Paulin
Rasmus Stoklund Holm-Nielsen
Zoheeb Iqbal
Jeg er enig i at forholdene i Ukraine er uacceptable, men mener modsat dig, at vi bør tage derned, og så netop udnytte denne mulighed til at pege på de forhold der ikke er i orden.
Ukraine er altså ikke med i EU. Når det så er sagt, er jeg enig i, at man bør tage afstand til den slags regimer. Politikkerne skal ikke tage med hvis de har tænkt sig at holde mund og drikke fadøl, men hvis de tager derned for at skabe (mere) opmærksomhed omkring bla. Janukovitj støtter jeg det fuldstændigt.
Med hensyn til Kina så er det vel her det bliver en balancegang, for skal man kun have holdninger overfor lande der er “ufarlige” eller bør stå ved ens holdninger uanset hvad?
Men den diskussion mener jeg er en anden. Jeg hører hverken Flemming Møller Mortensen eller Uffe Elbæk tale om, hvordan de vil sætte Ukraine stolen for døren og vise, at Danmark ikke accepterer deres menneskerettighedskrænkelser. Hvis Danmark kan lægge en strategi, som kræver, at Danmark skal repræsenteres officielt i Ukraine (og jeg er enig i strategien), så står jeg ikke stejlt på, at de ikke må drage af sted. Men det jeg efterlyser, er klare holdninger og mod til at være nogle af frontløberne, som tør at sige nej og vise deres ståsted. Ligesom venstrefløjen og arbejderbevægelsen eksempelvis gjorde det med den Sydafrikanske apartheid. Det er naturligvis ikke en fair sammenligning. Men princippet kan sammenholdes: Vi må stå ved- og handle på den retfærdighed, vi tror på. Og det mener jeg ikke, at de gør.
Så lyder det jo som om vi er enige
Men jeg undrer mig over at man mener at man kan adskille sport og politik. Det må være ud fra en tanke om det politiske som noget klart afgrænset, som ikke griber ind i alle forhold. Sådan ser jeg ikke politik. En fodboldkamp som sådan kan man måske godt se som noget der ikke umiddelbart har politiske konsekvenser, men der er da masser af politik i sport, f.eks. støtteordninger, sundhed osv. Hvordan kan man mene at sport står uden for det politiske?
Jeg fik postet før den opdaterede til Simons kommentar. Jeg synes, det er påfaldende, at Konservative går ind for at støtte et boykot i Ukraine, når partiet var stærkt imod et boykot i 2008. Og jeg mener, at man bør stå ved sine holdninger. Også selvom modstaneren er magtfuld. Situationer er forskellige, så jeg kan ikke sige uanset hvad med hensyn til fremtidsperspektiver. Men jeg synes, det er en tommelfingerregel, der ville klæde vores folkevalgte.
Man kan jo nok ikke adskille politik og sport fuldstændig. Som du selv påpeger, Peter, så er der eksempelvis støtteordninger. Men jeg er enig i synspunktet, at man skal forsøge at holde det adskilt så vidt muligt.
Det kan du sgu ikke være bekendt Nadja, nu havde de lige glædet sig sådan til en hyggelig (skatteyderbetalt) tur til Ukraine
Godt indlæg jeg er enig. Men synes nu, at K er påfaldende hykleriske i sagen til trods for deres argumenter om et anden kontekst i Kina spørgsmålet.
Ja, der er ingen tvivl om, at K er hykleriske! Men ikke desto mindre er jeg enig i tilfældet med Ukraine. Vi skatteydere giver jo stadig en tur til Polen, hvis det er. Dér kan de drikke deres fadøl og heppe løs.