Regeringen har i dag præsenteret sit forslag til finanslov. Og ganske som forventet, så var der ingen konkrete løfter til de tusindvis af danskere, som om få måneder risikerer at stå uden en indkomst. Når nedskæringerne på dagpengeområdet træder i kraft til januar, står omkring 20.000 nemlig til at miste dagpengeretten, og mange vil ikke være berettiget til kontanthjælp.
Tidligere har både Margrethe Vestager og Helle Thorning direkte afvist at forlænge dagpengeperioden. Min grundlæggende holdning til det spørgsmål er, at jeg ikke kan se, hvordan vi ikke kan forlænge perioden.
Argumentet for ikke at forlænge dagpengeperioden har været, at der er blevet skabt nye job med regeringens kickstart. Men på trods af kickstarten, så er arbejdsløsheden ikke faldet. Og værre endnu, så er der ikke udsigt til, at den gør det frem mod årsskiftet. Faktisk er arbejdsløsheden stigende, særligt blandt de unge. Jeg har ikke hørt en eneste økonom, som mener det vil se væsentligt anderledes ud om fire måneder.
For det andet, så er udhulningen af dagpengene med til at ødelægge den danske flexicurity-model, som betyder at lønmodtagerne accepterer at kunne blive fyret med kort varsel, til gengæld for at have høj tryghed i form af dagpenge, hvis de bliver fyret. Den tryghed er nu på vej væk.
For det tredje, og meget tungtvejende, så er det et spørgsmål om retfærdighed. Der er her tale om en gruppe af mennesker, som er blevet ramt af krisen, og uforskyldt er havnet i arbejdsløshedskøen. Det kan ikke være rigtigt, at de nu skal tvinges over på kontanthjælpen – hvis de da kan få det! Størstedelen vil ikke være berettiget til kontanthjælp, men har stadigvæk en økonomi, der skal løbe rundt. Mange vil blive tvunget til at gå fra hus og hjem og gældsætte sig resten af livet. Det er ikke retfærdigt.
Mange af de her mennesker stemte for knap et år siden på socialdemokraterne, i håb om, at partiet ville hjælpe dem. Derfor blev jeg noget overrasket, da både Helle Thorning og Mette Frederiksen meldte ud, at de skam gerne ville hjælpe de arbejdsløse, men at riget fattedes penge, og at de hellere vil bruge de sparsomme ressourcer på unge end på de arbejdsløse. Og godt med en ungepakke, det er vi glade for.
Men hvornår i al verden er det blevet socialdemokratisk politik, at de arbejdsløse skal betale for uddannelse til de unge? Hvorfor skal de arbejdsløse først rammes af krisen i form af en fyreseddel, og nu i form af at miste dagpengene? Hvornår har vi besluttet, at de unge og de arbejdsløse skal slås om de håndøre der ligger tilbage på kistebunden? Hvorfor er det nu lige, at vi ikke kan finde de penge andre steder?
Politik handler om at ville prioritere, og selvfølgelig kan vi finde pengene til at redde dagpengemodtagerne, hvis vi virkelig vil. Vi taler trods alt om nogle få promiller af den samlede finanslov, så selvfølgelig kan vi finde de penge, hvis vi virkelig vil. Politik handler om at prioritere.
Lad mig derfor foreslå følgende konkrete model: Ifølge et notat fra Erhvervs- og vækstministeriet har bankpakkerne givet et overskud på 10 milliarder[1]. Det rækker så rigeligt til at rede de mennesker, som står til at ryge ud af dagpengesystemet – endda over mange omgange! Og, hvis banken så straffer kunderne ved at hæve gebyrer og renter, så kan man jo overveje om man er kunde i den rigtige bank.
Det vil samtidig være et stærkt signal, at de banker som skabte krisen gennem deres uansvarlige udlån, nu er med til at betale til de mennesker, som er blevet hårdt ramt af krisen. Det mener jeg er en god socialdemokratisk omfordeling. Måske endda så god, at det kan få selv Enhedslisten til at stemme for finansloven.
…bortset fra at man i russisk roulette ved, at der gemmer sig en patron i revolveren
Det var svært at tro at flere af de landsdækkende medier her til morgen bragte historier, som spekulerer i statsministerens ægtefælles seksuelle præferencer. Aldrig før har vi set en statsminister i den grad få sit privatliv udstillet, vendt på vrangen og vist frem.
